For at højne sikkerheden for klubbens medlemmer har Snaptun Kajakklub besluttet at indføre nogle simple, virkningsfulde regler og anbefalinger for deltagelse i klubbens arrangementer, samt for lån af klubbens udstyr.

Medlemskab

For at være medlem af klubben og komme på vandet, skal du være frigivet og kunne svømme minimum 200 meter.

Du forventes at ro i forhold til dine evner, og at du tager ansvar for, at hverken du eller dine eventuelle romakkere kommer til skade.

Det forventes, at hvert medlem tager ansvar for at øve selvredning eller som minimum makkerredning hver sæson, gerne fra starten af sæsonen eller i svømmehal. Kan man ikke første gang, øver man sig.

Selvredning er påkrævet, hvis man ror alene i klubregi (dvs. anvender klubbens udstyr, klæder om i klubhuset, ror i klubbens navn, mv.)

Som udgangspunkt forventes alle at hjælpe/redde hinanden på klubture. Det påhviler ikke kun turlederen eller instruktørerne, men alle medlemmer.

Makkerredning er tilstrækkeligt for at ro med klubben. Dog forventes det, at man oplyser de øvrige turdeltagere om, at man ikke kan lave selvredning. Man kan med fordel lave en aftale med ”en makker” forud for turen.

Regler for frigivelse

Vi følger Havkajaksamrådets retningslinjer:

  1. Minimum 50 km sammenlagt roning i farvandet omkring Snaptun og Horsens fjord
  2. Gennemgået kæntringsøvelser i havet sammen med en instruktør
  3. Udvise grundlæggende kendskab til vind, vejr- og strømforhold i Horsens fjord området

Generelle anbefalinger

  1. Før logbog
    Udover glæden ved at læse om dine tidligere oplevelser, er din logbog også værdifuld dokumentation, hvis du på et senere tidspunkt vil videreuddanne dig, eller hvis du vil med på en spændende tur. En logbog er din dokumentation for din kunnen.
  2. Ro aldrig alene
    Sikkerhedsmæssigt er alting meget nemmere og hurtigere, hvis du har en makker med. Desuden har du mulighed for en andens vurdering af forholdene.
  3. Medbring altid nødvendigt sikkerhedsudstyr
    Som minimum bør du medbringe en pagajflyder og en pumpe. Desuden bør du medbringe kompas (evt. et håndholdt), en fløjte og nogle nødraketter. Sidstnævnte tre ting fylder næsten intet og kan ligge i din vest. Endelig er en vandtæt pose med tørt tøj absolut en rar ting at have med, hvis man skulle være uheldig at kæntre langt væk hjemmefra. En mobiltelefon i en vandtæt pose er også en god ting at medbringe.
  4. Deltag i redningsøvelser
    Mange steder i landet har du mulighed for at komme i svømmehal eller komme på kursus, hvor du kan lære at mestre din kajak under alle forhold. Dette er suveræn god træning, som du ikke bør undervurdere.
  5. Overvurder ikke dine egne evner
    Det er nemt at komme til at ro for langt væk eller pludselig at ro ind i et uvejr. Tænk dig om inden du laver et langt kryds, eller ror ud i større bølger end du er vant til.
  6. Vær aktiv
    Man lærer ikke at blive en dygtig kajakroer ved at sidde hjemme i sofaen. Kom med ud på så mange klubture som muligt – det er den bedste måde at samle erfaring på.